1.søndag i advent
28. november 2009.17 dage efter min "frivillige" indlæggelse er jeg for første gang hjemme på permis, som man siger på svensk.
Kort for permission.
Det har været en turbulent dag, jeg sagde farvel til en ny veninde...
52 år gammel fik hun for et par dage siden at vide, at de problemer hun havde, havde de nu fået svar på... Og det var ikke det svar nogen havde forventet, nok mindst hendeselv. cancer i leveren, men metastaser... De kan ikke gøre mere for hende bare se til, at hun ikke lider i unøden... Ja tak tænkte jeg...unøden... Hvor lider man i den, og hvem siger I kan fjerne hendes smerter... Mine kunne I jo ikke tage, jeg kan se dem ud, mærke morfinen tage toppen af dem. men jeg holdt disse tanker for mig selv oveni alt hun har at tænke på, skal hun ikke også tænke på det.
Vi har snakket en del de sidste dage, mærkeligt som ord får en anden betydning når man ved at det lakker mod enden. Men det er jo det eneste der er sikkert her i livet, at før eller siden skal vi herfra. Tænker på alle de tanker jeg havde sidst jeg var indlagt og de skulle fjerne skyggerne i lymferne. Brevet jeg skrev til Kristian fald i fald, det viste sig at der var noget at fjerne... Cancer.
Cirklen, grunden... Årsagerne til at tingene sker, hvorfor har jeg denne sygdom, hvorfor skal leve med slanger ud af maven...
Anyway...om ikke andet bidrager jeg til at vores læger bliver bedre.
Efter mange mange gentagelser fattede de omsider, at min krop ikke fungerer efter hensigten, og uanset hvor mange piller jeg indtager nægter kroppen at tage imod.
Så pludselig udover kabiven, sondenæring i blodet, og sondenæring i maven, fik jeg et skud b-vitamin, et ordligt jerndrop, og flere d-vitaminer...
Som lægen så diplomatisk sagde ja dine værdier er så lave at man skulle tro du aldrig så dagslys... Og er du nogensinde en smule trist og deprimeret... Nogensinde... En lille smule...hmmm ... For så lave værdier så de åltså som oftest hos svært deprimerede. Aha!
Tja tjoo...
-og smerteoplevelsen bliver intensiveret, når det er sådan.
Okay, ja men jo jeg er trist og tuder, men jeg vil ikke have antidrepressiver for jeg er bange for at det er dem der er årsag til at jeg er så syg, så tak men nej tak.
Okai, de ville se hvordan jeg reagerede på de tilskud jeg nu havde fået og så skulle vi nok få styr på det.
Jeg kender den indre terrorist, og det føles ikke helt som den, der hiver i mig nu. Og set i bakspejlet kan jeg ikke sige, at jeg ville gøre det anderledes for jeg havde brug for pillerne dengang.
Jeg blev dog ikke udskrevet,idag men alle var enige om at jeg har styr på teknikken, så lidt udgang ville være på sin plads.
Ja det kan vel bedst beskrives som, når man sætter et apparat til opladning. Hjem og ladde op.
Datteren ringede for at sikre sig at jeg ikke sov, for nu kom de snart. Nej jeg var klar... Igår var jeg nede i kiosken og købe en lille gave til hver af ungerne, og de lå alle 4, pænt indpakkede i min taske.Fordi jeg elsker dem alle 4, hver og en fordi de er dem...og det er første søndag i advent.I år har jeg ikke fået lavet en pakkekalender til dem. Overskuddet har bare ikke været. Men de skal vide at jeg er stolt af dem. De små voksne, der hver dag gør så meget... Plaster er en fantastisk oplevelse... Jeg fik ldit medicin med hjem, kompresser, sprøjter til at rense sonde, sondemad... Jo jeg var klar. Hun kom springende med min kjole en slå om model med plads til sonden, fuck det gør ondt men jeg skal hjem...
Vi satte kursen hjemad, det smager godt hjem...
Undervejs vi henter et styk barn, nej vender karaten et andet skal hentes efter endt shopping, vi sætter hendes venner af på vejen og henter junior. Gud hvor har jeg savnet rumlen, livet uden for.2 timer senere lander vi trygt hjemme, jeg pakker ud, og lander i sengen... Datteren ligger sig ved siden af mig, jeg får samlet op på noget af det der er sket mens jeg har været væk. Haven er pyntet med lys, husgavlen ligeså, lys i mørket...kom bare an... Idol sverige venter på fjernsynet hun skal se om venindens skilt er med. Hun er publikummer. min sjælefrænde er ude at handle med drengene... Jeg er så stolt.
De kommer hjem og sætter musikken i gang. Limarl kryber op ad trappen... Lytter til ordene, ser musikvideoen for mit indre... Kan I huske den ejj han var cool, filmen var good, neverending story ...jeg havde en kæmpe tøjhund, præcis som den hvide drage i videoen og filmen, den flyvende drage...min trøst mangen en gang...Så kommer tårene, helt nede fra tæerne, jeg kravler forsigtigt ned ad trappen. Giver manden et knus,jeg er lykkelig,jeg elsker min familie... maden er ved at brænde på, med et snuptag redder han den, så vælter tårerne frem og jeg kryber i ly, forklarer sønnike, at det er glade tårer... Jeg er lykkelig.
De kan fylde mig med knapper og slanger men jeg er lykkelig. Og livet er ikke en dans på roser, men det er okai, hvis og når det ikke længere er min tid, så er det okai, for jeg er lykkelig... Og livet er nu ikke imorgen eller næste uge nu...fredag aften, den sidste fredag i november...