Chronic Intestinal Pseudo Obstruction & Polyneuropathy

CIPO & Polyneuropati AMSAN

R.I.P. Daddy dearest

Kære Far.

Tror på du er med os her i kirken i dag,  tror på du har fundet fred og ro i din sjæl at alle dine lidelser er væk og at du smiler ned til os.
Mange tanker fylder mig  aldrig havde jeg troet det ville være SÅ svært - tristheden har overvældet mig. Umuligt for mig at fatte, at jeg aldrig skal se dig,  røre dig,  tale med dig og aldrig skal besøge dig mere. Det føles tomt i mit indre. Nu har du været i mit liv i 38 år  hvad med resten af mit liv ...... der vil altid være et tomrum.
.
Jeg tror på at din sjæl nu igen er sammen med farmor og farfars, morfars og oldemors. Det trøster mig, det holder mig stærk samtidig med, at jeg er svag. Kan mærke at det påvirker mig endnu mere til at leve mit liv med glæde og kærlighed til mine nærmeste.

Men jeg tror nu at du måske nu mere end nogen sinde vil kunne tage del i mit liv vil følge min færden. Mange stille nætter - når jeg sidder alene  vil jeg finde ro i at indvie dig i mine inderste tanker.

Forleden dag sad jeg og mor og kiggede i gamle albums  og på gamle slidte billeder vi fandt i gemmerne. Billeder fra dit og mors bryllup,  familiebegivenheder,  ferier og udflugter. Sådan en utrolig smuk ung mand - så den blomstrende person du var. Den person, som mor gjorde dig til.

Du var en stærk personlighed med dine meningers mening  men samtidig sprudlede du af energi. Du mistede din far og mor alt for tidligt  samtidig med sygdom - og måtte finde din indre styrke frem. Det lykkedes dig aldrig at overvinde sygdommen, men du forsøgte at finde lidt af glæden igen, specielt ved de børnebørn vi skænkede dig, vi og guldklumperne havde på hver vores måde en plads i dit hjerte.

Vennerne svandt ind i takt med helbredet og livets gang.
Desværre svækkedes helbredet det sidste års tid, og energien var svær at spore.

For kort tid siden kom jeg på overraskelsesbesøg med en kæmpe godtekurv, med diverse polske specialiteter og andet jeg troede I ville kunne blive glade ved.

Aldrig havde jeg forestillet mig det var sidste gang jeg skulle være sammen med dig i denne verden. Men tror og håber på du selv besluttede at det skulle være slut, din krop gav op, du var ikke længere stærk i din sjæl...... Sikkert godt nok så du ikke skulle igennem endnu større lidelser. Tror du forligede dig med tanken om at du skulle op til den himmelske far,  at du skulle hen hvor der er glæde, lys og varme og derfra følge vores liv på afstand.

Efter dit hjertestop om tirsdagen fik vi nogle meget hårde og intense dage med dig.
De kloge sagde at du kunne se os, og vores frygt var at du var fanget i smerte, så det føltes befriende, da de gav bekræftede, at denne gang snød du ikke døden for at sidde som en gulerod i en stol. Men klar til at rejse! Vi spillede den musik du elskede så højt, Leonard Cohens Halleluja spillede sagte og jeg læste højt fra biblen, midt i al elendigheden, fandt vi noget smukt endog værdigt.
Ofte er det sådan på intensiv, at folk sjældent dør mens de holder deres kære i hånden, det sker mest, når de raske går ud for at tisse eller hjem for at sove lidt.
1. De levende holder de døende fast i livet.Først når vi levende giver slip, kan de døende komme ud på deres lange rejse.
2.De døende vil tilbringe så megen tid med deres kære, som de orker. Når de kære forsvinder ud af rummet, forsvinder de døendes sjæle, bare den anden vej.
Søren Kierkegaard udtalte en gang:
Livet leves forfra, men forstås bagfra.

Så man kan forstå fra dødsøjeblikket, hvad det handlede om. Det handlede om kærlighed. Min Far, Jozef sov ikke ind. Han sov slet ikke, mens vi var der. Han havde haft rigelig lejlighed til at sove inden da. Han var bedøvet, ubevægelig, men bevidst om vort tilstedeværelse. Og han gik først fra os, da vi havde fortalt ham vore sidste ord.
Det er kærligheden. Det er kærligheden, som møder sin fysiske grænse, for derefter at bryde grænsen og trække sit spind langt ind i den hinsides tilværelse.

Du var sej, selv da alle hjælpemidler langsomt blev sat ud af kraft, kæmpede du stædigt i over 14 timer inden dit trætte hjerte gav op. Vi mærkede det, jeg holdt din hånd, med rosenkransen og mor hånden på din brystkasse. Da vi gav slip foldede du dine vinger ud ud og gav dig ud på din sidste rejse.

Det var en utrolig stærk oplevelse at tilbringe denne sidste tid med dig, det gav mig tid at sige ordentligt farvel. Håber du følte at du var i vore tanker og er i vore hjerter.

Mærkeligt at tænke på din livsgnist her på jorden er slukket for evigt. Det er for mig surrealistisk. Men når jeg tænker logisk, så er det jo sådan "livet" er,  men jeg tænker jo ikke altid logisk.

Har haft svært ved at forholde mig til at du bort for altid, selvom det er det eneste, der er sikkert her i verden, at vi skal herfra...har hver dag tændt et lys og følt at din sjæl var med mig. Glæder mig over at vi i  mange år fremover kan se til dig  på din sidste hvileplads - og ønske dig godnat. Som en sømand af havet ...Heldigvis er sjælen overalt, hvor som helst  vi vil alle på hver vores måde føle du er med os.
Du efterlader et stor savn. Vi elskede dig højt alle sammen  alle på hver vores måde.

Jeg har mistet min far – min mor har mistet hendes livsledsager (gennem 44 år)– Max og Kristina (og Madeleine) har mistet deres morfar. Og Kristian har mistet sin svigerfar. Men himlen har fået en engel – de er blevet beriget.

Jeg har lært, jeg intet skal tage for givet, og jeg håber du ved du ikke var taget for givet, men værdsat for hver dag du gav mig. En opbakning som din, er hvad der har gjort mig til mig. Jeg ved du er langt væk, men du er lige her.
Tavshed omkring de døde

Er en uretfærdighed imod dem

Den udsletter dem for anden gang.

Ære være dit minde far.
Knus og hvil i fred.
forevigt din datter.




Enjoy
Today,
Tomorrow Today
is Yesterday.
-Tina™WP
Tak for besøget og på gensynet. Thank You for visiting and welcome back.
This website was created for free with Own-Free-Website.com. Would you also like to have your own website?
Sign up for free