Typisk mig...
13.juni 2012Her skulle egentlig have været et langt indlæg om min weekend i Furuboda sammen med RMT.
Men jeg er så træt for tiden og mit dumme dumme forsøg på, at stille op for familien endte også i katastrofe.
Datterens afslutning magtede jeg ikke, så da sønnikkes afslutning skulle foregå på vores lokale fodboldplads, med grill og hygge havde jeg styr på det hele...
Burde havde siddet over, da der skulle spilles brännboll (rundbold) med tænkta jeg kan slå og gribe... forsøgte et enkelt lille løb... uden held, med da jeg så greb en fuldtræffer, skete det jeg gik durk i græsset. Som min mand sagde, man hørte lyden af krop mod jord og så lyden af hovede, der rammer efterfølgende... og så lå jeg bare og kiggede op i luften, brillerne var fløjet af i faldet og jeg var så rundtosset at jeg bare lå helt stille mens jeg forsøgte, at vurdere hvad der var sket.
VI afbrød vores andel af selskabet og gik hjem, men jeg turde slet ikke erkende hvor ondt mit hovede gjorde og hvor heftig kvalmen var. havde der været noget i maven, var det sikkert kommet op...
Trist og omtumlet gik jeg til ro, kroppen var brugt op allerede inden ulykken og ordene min mand sagde efterfølgende hænger stadig og svajer i luften... hele vores eksistens i fare...
Skal jeg sidde i min rullestol resten af livet ig bare kigge på!?
Jeg begynder, at se skriften på væggen.
For som jeg skriver nu, begynder bogstaverne at hoppe og danse og hovedpinen tager til, så jeg lukker ned i selvynkende tristesse...
Uforstående overfor hvorfor jeg skal sparkes på, mens jeg ligger ned.
Trætte sommerhilsner.