16. oktober 2010.

Tårer og gråd...

Træt, drænet for energi.

Kæmper en kamp.

Tårerne rinder i lind strøm... jeg græder. Kan ikke stoppe.

For bare få år tilbage var fredag en glad dag, weekenden ventede.

Nu er det en trist konstatering af at jeg ALDRIG ved hvad morgendagen bringer. Nu siger alle de kloge, jamen ingen ved hvad morgendagen bringer...Nej men før indebar morgendagen ikke en stadig angst for at skulle skulle tjekke ind på Casa del Umas.

Forsøger at lære datteren, at hun skal planlægge tingene i god tid.Det er edderhakkeme svært når hospitalet ustandseligt ånder en i nakken, og man ikke ved, om man kan holde hvad man lover, eller i det hele taget stadig er her.

Jeg ved, at jeg skal nyde dagen; taknemmeligt...

Det kan jeg ikke idag, jeg er led og ked og trist over, at jeg skal have den her lort* sygdom.At jeg ikke kan holde noget i mig... at jeg kan ikke kan komme i kontakt med afdelingen og få afklaret hvad jeg skal.

Jeg ved, at jeg altid kan troppe op på skadestuen og sige, at det er tid til et service eftersyn, men de mange ture derind, der er endt i uge-lange indlæggelser har sat sit spor.

-Og det faktum, at de ikke gør stort mere end jeg gør herhjemme, når man altså lige ser bort fra de talrige stik og pinefulde prøvetagninger. Og den nagende angst for en ny sepsis.

Jeg ved, at man ikke kan leve sit liv i frygt, men hvordan får man den ud af hovedet, når først den har sneget sig derind.

Det er så nemt, at sige at nu tænker man ikke mer på det... men jah right.

Skyder tankerne fra mig, tager jakken på og vandrer ud i kulden... nyder hvert et skridt, at gøre i det fine grønne græs, der nu er delvis dækket af de rynkede, tørre, brune blade, der knaser sprødt, da jeg varsomt går igennem dem.

Hovedet er fuldt af tanker, gad vide om folk, der ikke tænker så meget er lykkeligere eller synes at livet er lettere.Hvorfor tænker jeg så meget...

Jeg venter på morgendagen, mens jeg forsøger at nyde dagen i dag til fulde...

De sidste dage har været hårde ... 

Har fået nye briller, kliché-agtit ser jeg verden i et helt nyt lys. Der er kommet kant på tilværelsen, vi forsøger selv at sætte guldkant på livet, for det afhænger i bund og grund om værdier.

Jeg kigger på træerne, der svajer blidt i vinden, da jeg sidder på bænken med et glas iskoldt Ginger Ale, det eneste jeg efterhånden kan holde i mig... forsøger at erindre hvordan de ting, jeg engang holdt så meget af smagte...En af ulemperne ved at have problemer med leveren, er at smagsløgene bliver påvirket...

Tårerne presser sig på... erindrer, hvordan det var den gang, jeg kunne glæde mig til at skulle spise, i det er det første der kommer til mig, smagen af det der venter, når det kommer op igen.Det er sgu for sørgeligt.

Sidder på bænken vi selv har lavet, et smukt træsæde på to store fjedrer, min mand faldt over da han var teenager, og de har siddet fast i familien lige siden... der er en grund til, at vi har så mange ting... smiler... husker hvordan vi malede dem sammen for nogle år siden, nu er de et minde, man kan tage og føle på.

Jeg smiler, føler mig overordentligt priviligeret.

Tankerne går et par dage tilbage.

En klassekammerat sagde, at det kunne være sjovt at tage, et 20 år efter-billede, sætte os ind i klassen, som vi sad den gang, for 25-30 år siden... der var mange små-grupperinger eller par eller hvad man nu skal kalde det ... items... folk/børn, der gik, sad, legede, levede og åndede sammen.

-Og så var der mig, der sad, hvor der var plads eller ... det er i hvert fald sådan jeg husker det ...  jeg var glad i min skoletid, jeg elskede, at gå i skole.

Men jeg husker også tiden som meget ensom. Er ensomhed et valg eller en tilstand vi bliver sat i...

Jeg er aldrig blevet mobbet, og husker kun mine klassekammerater som rare mennesker, og jeg er på sæt og vis stolt over at kende hver og en af dem. Og jeg har da også kun rare minder om den tid vi sammen.

Men samtidig, så er jeg nysgerrig på, hvad det vil sige at have en bedste ven/veninde.

Jeg har dog de senere år fået gode, nære venner og veninder, folk jeg vil gå igennem ild og vand for at hjælpe, hvis jeg kan, men jeg kan ikke lade være med, at fundere på, om mit liv ville have været anderledes, hvis jeg havde oplevet glæden ved venskabet tidligt i livet.

Nå, men det er jo sådan et spørgsmål, man ikke kan besvare. Og hvem ved måske henter jeg min styrke i min karakter.

Vi er formentligt alle et produkt af vores liv. Og jeg har da bestemt har et godt liv.  Når jeg kigger på mine børn og ser hvor omgivet de er af venner og veninder, så fyldes mit hjerte med glæde, for ensomme er de i hvert fald ikke.

Bladene på træerne er så fine, sidst jeg kiggede nøje på dem, var det bare en grøn masse i toppen af den brune pind i midten, nu ser jeg detaljerne, hvor er jeg heldig. At jeg kan se, og mærke livet. Ville det hele være nemmere hvis jeg aldrig havde kunnet spise normalt, hvis ikke jeg vidste hvor godt en tomat kan smage... Jeg ved det ikke.

Har vi bare et liv, eller kommer vi igen, og bliver vi i så fald klogere til næste ombæring...? og baserer vi vores beslutninger på oplevelser vi allerede har været igennem.

For min del hjælper det mig at få tankerne ud, eller ned på papir, og det er vel det det hele handler om, at finde vores måde at komme igennem idag på, så vi er rustede og klar til imorgen.

For når alt kommer til alt er jeg lykkelig, glad og taknemmelig for at jeg vågner hver og kan beklage mig over smerterne, mit hår, der falder af, og neglene der knækker, for når man skærer ind til benet, er alt dette jo et tegn på, at jeg lever, at jeg ånder ... at jeg er...Tak for det!

Tørrer tårerne bort med bagsiden af min hånd, retter ryggen og tager de nybagte muffins ud af ovnen, bare fordi jeg har mistet modet betyder det jo ikke at livet går i stå, tværtimod har det aldrig gået stærkere end det gør nu ...og at se glæden i ansigtet på de mennesker, der betyder alt for mig, er trods alt, det der får mit hjerte til at slå.

-Og efter en hård dag på arbejdet, har de fortjent noget godt.

Så maden venter og livet går videre, så tag vare på det...