Det lyder tåbeligt, det ved jeg godt, men for mig mig hjalp det mig til at komme videre, at acceptere at nu var smerterne en del af mit liv.

I lang tid sagde jeg, at jeg havde accepteret det, men alle mine handlinger sagde stik modsat.
Jeg forsøger på ingen måde at gøre din smerte mindre, al smerteoplevelse er subjektiv.

Jeg ligger konstant på en 8'er på VAS.

Selv med smertelindrende plaster på 150microg/time og 10 ml ren morfin direkte IV via CVK, kommer den ikke længre ned end 7 på VAS, smerteklinikken  og div. hospitaler kan intet gøre for at smertelindre yderligere.:-(

Så jeg var nødt til at træffe et valg, for hvis jeg var nødt til at vente på, at jeg var smertefri, så ville jeg aldrig komme over i kørestolen og ud af sengen.

Det er på ingen måde let, og jeg kan da se, at det påvirker mig og min krop altid at være i smerte, mine superbørn siger, at mit neutrale ansigtsudtryk er blevet mere plaget, hvilket selvfølgelig gør mig trist, men jeg vil ikke blive mine diagnoser. 

Mine primære sygdomme kronisk pseudo obstruction (falsk tarmslyng) og polyneuropati AMSAN, gør livet svært, men ikke umuligt, og når man har ligget 6 uger, hvor det eneste man kunne bevæge var hovedet fra side til side, så lærer man at smerte er relativ, den er der 24/7/365, men viljen til at ville klare sig er større.

Hvert klik på tastaturet gør ubeskriveligt ondt, men jeg forsøger alligevel.

Bare at trække vejret gør ondt, så derfor har jeg fået en meget yderlig vejrtrækning.

Det jeg vil sige med alt det her, er at du skal finde DIN vej gennem smerten, hvis det nu viser sig at man ikke kan finde en løsning, og har udtømt alle muligheder.

Din krop kan mer end du tror, og på en eller anden meta fysisk måde, lærer man at abstrahere fra smerten.

Bare tænk på hvor smertefuld en fødsel er, og alligevel får kvinder i visse tilfælde flere børn.

I mit tilfælde har jeg haft stor glæde af mindfulness, basal kroppskännodom og det faktum, at jeg ved, at jeg har gjort alt i min magt, for at få det bedre. Det hjalp også i henhold til, at min mand måtte acceptere at vi ikke kunne gøre mere, vi kunne slippe tanken og jagten på "det næste", der kunne kurere mig.

Selvfølgelig har jeg også dage, hvor livet er noget lo**, og jeg bare har lyst til at trække dynen op over hovedet, men de varer sjældent længe, men man er nødt til at give sig selv lov til at sørge over, at livet ikke lige blev som man havde drømt om.

Jeg havde aldrig tænkt tanken, jeg skulle førtidspensioneres, da jeg var under 40, eller skulle tilbringe så mange fødselsdage på hospitalet, eller ligge inde på sygehus i 7 måneder adskilt fra mine nære og kære og komme hjem i rullestol, men faktum er, det skete for mig, og jeg må forsøge at spille mit bedste spil, med de kort, jeg nu en gang har fået på hånden.
 
Når folk siger, jeg er stærk, bliver jeg altid lige forundret, for min optik har jeg intet andet valg end at kæmpe.

Det har også hjulpet mig, at skrive tingene ned, for vi (mennesket) har en tendens til (gudskelov) at glemme, ikke bare hvor svære situationer, vi trods alt ER kommet igennem, men også alle de gode, de positive stunder som også er der, hvis bare vi vil se dem.

En gang i mellem er man simpelthen nødt til at skrue ned for forventningerne, jeg er nu i en situation, hvor bare det selv at kunne holde et glas og tage en tår vand, har kostet blod, sved og tårer.

Evnen til selv at kunne klæde mig på, at give min børn, min mand et kys og et kram.

Eller noget så banalt, som selv at kunne køre ud på toilettet og forflytte mig til toilet stolen, noget som langt de fleste mennesker bare gør hver evig eneste dag, ofte flere gange om dagen.