Spis en tudekiks.
10. februar 2009.Ørkenvandring, sådan har jeg det i øjeblikket ...
Mangler energi så det basker ... er så træt, magter intet ...
Mine skridt synes tunge, næsten ubærlige ...
Jeg kan mærke en lille detour på min vej op ad depressionens stige ...
De brune øjne mangler sin glød, og det pagelange mørke hår med de grå striber, synes at være livløst ....
Ser mig i spejlet ... smilet er der ikke ...
Taber lygten og famler febrilsk rundt i det efterhånden så velkendte mørke ...
Rejs dig tøs ... ret ryggen ...
Tag nu de små skridt ...
Dagen har været hård, lægesamtale ... kirtler, operation, indlæggelse ... den holder ikke ... stresser ... brænder sammen ... tårerne rinder ned ad mine kinder ...
Tager koppen op til mine læber, den varme væske løber gennem mit svælg, varmer mig indvendigt, men alligevel fryser jeg ... sidder alene i sofaen og har mest af alt lyst til at skrige ... Bare kapitulere og råbe højt og inderligt...
Lukker øjnene ... trækker vejret intenst ... stiller koppen fra mig ... min fine kop ... bringer minder fra en svunden ferie ... sidder igen i solen på terrassen ... solen varmer min krop, håret flagrer blidt i vinden, et smil på de røde læber, en svedperle på den bare ryg ... C´est la Vie ... dette er livet ... mit refugium ...
Lad mig lukke øjnene og blive der for evigt ...
Mit lykkeland ... der hvor vandet skyller ind og kysser sandet, børn der leger og ler ... der hvor smilene flagrer ... der hvor ... der hvor jeg ikke er ... mit lykkeland er lukket!
Nu er der bare kaosland ... der hvor rodet genererer mere rod ... hvor skabe skal samles, reoler bygges, legetøj omstruktureres ...
Der er til gengæld aldrig lukket, her har jeg adgang døgnet rundt ...
Min selvskabte tsnunami, har raseret mit hjem, bliver det nogensinde sat i system igen ... finder tingene nogensinde sin plads ... førend A kan lægges på plads skal B lige flyttes med det går jo ikke for der ligger C, der egentlig skal ligge på A´s plads ... og så ruller balladen ... Ofrene er store i den krig med terroristen og den selvskabte kamp jeg egenhændigt har kreeret truer med at suge livskraften ud af mig ...
Og så er det bare så uendelig ligemeget, når solen går ned ... vasketøjet er der også i morgen... smiler...
Slukker computeren, når lige at lukke døren, inden tårerne triller ned ... jeg er utilstrækkelig ... magtede ikke en gang at motionere i dag ... ondt i hele kroppen, mit indre skriger ...
Mascaren løber ned over min kind ... mit sande jeg ... en lille forskræmt pige, der vil tages i hånden og føres sikkert over vejen ... have at vide, at det er ok, at Rom ikke blev bygget på een dag ... hun ved det jo godt, hvorfor kan hun ikke bare elske sig selv som hun er ... appetitten er helt væk ... tager en tår mere af koppen ...
Finder et stykke køkkenrulle frem ... dupper nænsomt de sarte øjne ... fjerner sporene fra sammenbruddet ... inden døren bliver lukket op, men ikke åbnet ... i dag er jeg her ikke ...
Kan ikke ... ved ikke en gang om jeg vil ... kigger på billedet af min søn, der smiler og min datter der sidder med alle sine hjemmelavede perlekæder, kigger på mit håndled, der sidder et lille perlearmbånd min datter har lavet ... mit lykkearmbånd ... jeg er så heldig, hvorfor er jeg så ikke glad ... hvor er mit smil ...
Hvor er jeg henne i det her ...?
Jeg tørrer mine øjne og spiser en tudekiks ...
Det kan godt være min kerne er smeltet ned ... og at der er strålefare for alle i min nærhed, men jeg nægter at give op ...
Det er sg* for usportsligt ...
Et stille smil på mine læber ... imorgen bliver bedre ...
Shakespeare skrev et vidunderligt stykke, der hedder The Tempest, på dansk oversat til stormen ...
Kort fortalt handler stykket om troldmanden Prosperos hævn over de folk, som stjal hans rige fra ham og drev ham og hans datter Miranda i eksil på en øde ø, hvor kun monstret Caliban og ånden Ariel lever.
Prospero får disse folk til at lide skibbrud, så han kan få sit rige tilbage. Miranda bliver imidlertid forelsket i en af de skibbrudne.
Monstret Caliban finder kumpagner til et plot imod Prospero, hvor de vil slå ham ihjel for at overtage øen. Tilsidst løser Prospero alle problemerne, får sit rige tilbage og hans datter kan gifte sig.
Jeg ved ikke helt hvorfor jeg kom til at tænke på den i dag, måske fordi jeg altid har været tryllebundet af Shakespeare, måske fordi træerne i dag lægger sig ned for vinden ...
inden et hvidt lag lægger sig blidt og nænsomt over dem...
Måske i håb at det hele ender lykkeligt ... måske ...
Det er næsten 12 år siden min mand lagde øjnene på mig og tænkte hende må jeg have ... det har været 12 turbulente, men samtidig også 12 vidunderlige år ...
Jeg er "vokset" meget på de 12 år, fra at være studine med hang til Shakespeare til i dag at være mor til to børn på 8 og 10 år og to bonusbørn på 13 og 16 år ... Jeg har i dag mit drømmejob, hvor juraen bliver brugt, men ikke på bekostning af min humanisme men i samspil med ...
Der er så meget der er ret og rimeligt, og så er der så megen uretfærdighed til ... i min naivitet ryster jeg min tryllestav og gør alting godt ... hvis bare det var så let ...
Snestormen raser udenfor, men også indeni mig ... men jeg føler at jeg har sikret alt det der sikres kan, og jeg bare må ride stormen af ...
Jeg er et meget priviligeret menneske, jeg har tag over hovedet, kan stille mad på bordet, at tage afsted på arbejde hver dag, når min guldklumper er velanbragt i skole ... og jeg altså ikke lige er syg... jeg har evnen til at føle, at sanse, at mærke ... livet på godt og ondt ...
For det er jeg taknemmelig ...
Orv det blev en lang tankerække og det blot et frakment af alt det jeg egl. har på hjerte, men nu må helbredet passes ...
Pas godt på jer selv og hinanden ...
Et smil bragt ekspres med turbofart i snestormen ...