Jeg gør mit bedste
29.oktober 2010Jeg vil det så vel.
Græder ... ved ikke hvorfor!
Gårdagen bød på varme og glædelige overraskelser.
Var forbi min engel, den psykiater, der hjælper mig når helvede og himmel bytter plads eller jeg ved ikke længere.
Jo mere jeg tænker desto dybere synes afgrunden at komme.
Hjertet banker og blodet bruser ... umiddelbart er det en dejlig konstallation, nu er jeg ikke længere sikker.
Udleverer jeg mig selv for meget ... hudløst ...
Tårerne triller og jeg taber kontrollen.
Neurotisk som jeg er ...
Jeg skriver ordene, dvæler lidt ved dem ... og så går der en prås op for mig ...
Jeg har sagt det ofte, tit og længe ... jeg er et produkt af min opvækst, men jeg synes, at jeg har haft en god opvækst, de har været kontroverser, men jeg har altid følt mig tryg ...
Nysgerrig som jeg er, slå jeg ordet neurotisk op ... hvad ligger der i ordet, ud over det, min engel har fortalt mig, lært mig.
"En person med angstneurose har stor overfølsomhed for andres meninger og kritik. Vedkommende kan i konfliktsituationer opleve stor indre vrede, som ikke han/hun ikke får afløb for udadtil. Vreden forbliver indestængt, og når den endelig viser sig, virker den ofte malplaceret og urimelig. Han/hun har en tendens til at ville gøre alle tilpas, og kan bruge megen tid på at spekulere over, om han/hun nu har været for aggressiv og dermed stødt andre.
Angsten kan ofte vise sig, uden at vedkommende er sig bevidst om ydre eller indre konflikter. Angsten kan vare i flere timer og komme som et lyn fra en klar himmel. De kan være ledsaget af hjertebanken, spænding i mellemgulvet, åndenød, svimmelhed osv. De kropslige symptomer kan forstærke angsten, så personen ligefrem kan have forestillinger om at dø, eller at blive vanvittig – hvad der dog ikke er nogen fare for.
Årsager: Da der er tale om stærkt antiaggressive karakterer er problemet, at angstneurotikere ikke er i stand til at forvalte og få udlæsning for sine aggressioner. Årsagen kan være et overbeskyttet hjem, hvor konflikter og aggressioner blev fejet ind under gulvtæppet, og hvor barnet har måttet fortrænge sine aggressioner, og i princippet har overtaget forældrenes bekymrede og ængstelige livsførelse."
Kilde: Ole Schultz Larsen: Udviklingens veje, Systime 1991.
Jeg læser ordene igen og igen, jeg græder endnu mere . det er mig ...
Konflikten i forgårs, hvor min mand efter et sammenstød med datteren, sagde "ja ja, du er meget god til at løse konflikterne, når du er her, men det er du jo bare ikke hele tiden vel?"
Min datter der i dag, glemte at give besked om hvor hun var, fordi hun troede at sms virkede på samme måde som instant-coffee, jeg skriver og vups så har mor teksten, uden at jeg behøver lytte til hendes forklaringer, og formaninger...
Smerten i brystet over min evne til at slå til.
Englen sagde i går, at han til enhver tid ville ansætte en neurotiker, for der fik man virkelig mest valuta for pengene. Ja hun kommer uanset hvor syg hun er, og sørger for at døren til konsultationen er åben, og at der er lavet kaffe.
Jeg lo, og sagde, at han måtte hilse hende og sige at hun lavede en pokkers god kaffe.
Min mor fortalte mig, om sin traumatiske barndom, der har været så smertefuld, at hun har gjort hvad hun kunne for ikke at belaste mig, ved simpelthen aldrig at tale om, til trods for at jeg jo vidste, at der var noget galt.
Der er nu gået hul på bylden, og jeg ved at det er godt...
igennem tårerne ved jeg at det løser sig nok.
Jeg skriger ad mine børn, når jeg synes at jeg svigter dem. Jeg kan ikke få smerten ud.
Min datter flygter ... sådan tolker jeg det. I virkeligheden leger hun med sine kammerater, men jeg havde ikke venner på samme måde, så jeg ved ikke hvad det vil sige ...
Erindrer at jeg havde en veninde, og at jeg plejede at vågne tidligt i weekenden, og så sad jeg fra tid til anden og ventede på at hendes familie skulle vågne, jeg måtte jo ikke komme så tidligt, så derfor sad jeg uden for døren.
Forvirret, for hvordan kan jeg have været venneløs, og samtidigt kalde et andet menneske for veninde ... jeg ved det ikke, er det vores evindelige higen efter at være en del af fællesskabet.
I vores teenage år, skreg hun en gang efter mig, at jeg var ubrugelig og dum og at den eneste grund til at vi var sammen, var at jeg fik hende til at se endnu kønnere ud.
Tørrer øjnene ...
Samler tankerne og får afleveret sønnike til fødselsdagsfest ...
Masken er på ...
Kommer hjem ... ser mit gamle solitaire-spil stå på cykelsadlen, damn det har været nede at ligge.
Det lugtede sådan af røg igår, at vi var nødt til at lade det stå udenfor, hvorfor var det ikke i æsken.
Jeg leder febrilsk i bladede under cyklen, pindende er væk, uanset hvor mange gange jeg går bladene igennem, kan jeg ikke finde dem alle sammen.
Datteren kommer hjem ... jeg prøver at forklare, hvorfor jeg sidder med tårer i øjnene og tuder over et spil fra 80ér fra fætter BR til en påtrykt pris af 10.85 kroner...
Græder jeg fordi spillet mangler 5 pinde eller er det fordi jeg føler at mit liv falder helt fra hinanden.
Hvordan føles det, når livet smuldrer...?
Hvorfor kan jeg ikke forklare, hvordan jeg har det?
Hvorfor tuder jeg hele tiden.
Hvorfor er jeg ikke eksalteret over, at jeg fik fat i kommunen og får min rollator tilbage på tirsdag...
Strimler skinken til pizzaen og river ost, sætter timeren mens jeg får de sidste ord ud af hovedet.
Der kommer nye derind lige så hurtigt som de kommer ud.
Hvordan føles det, når man bare har lyst til at forsvinde, hvorfor gør livet så ondt, bliver man bedre til at takle livet, når man får sat ord på nogle af følelserne...
Jeg ved det ikke, vi får vel se i morgen, nu sætter jeg mig og hygger med datteren, sålænge jeg har hende... Der er "Groundhog Day" på fjernsynet, og den bliver man jo altid glad af...
Jeg ville da gerne have et par dage igen, og igen og igen...