Snurrige tanker...endnu en fødselsdag rundt om hjørnet.
23. januar 2010.Så er der snart gået endnu et år, og jeg skal vænne mig til de 37...
Alder er relativ, på visse punkter føler jeg mig meget gammel og på andre rammes jeg af infantil barneglæde.
Gudskelov.
I år har det største mål været ikke at skulle fejre fødselsdag på hospitalet, som de 2 foregående år. Selvom det for mit vedkommende er mange år siden jeg holdt en egl. fest er jeg ikke holdt op med at drømme om ønskefesten, surprisepartyet.
Jeg har aldrig drømt om det store bryllup, og synes stadig at vores bryllupsfest er en af de mange gode festminder jeg har, men drømme er jo vigtige, de giver næring til sjælen. Næring til håbet.
Det nærmeste jeg kommer en surprise-fest var da; Kristian for 2 år siden hentede min veninde og bragte hende til hospitalet, så hun kunne give mig et overraskelsesfødselsdagsknus.
Det var en mgt glædelig overraskelse, men ikke lige sådan jeg havde håbet, at jeg ville tilbringe min 35 års fødselsdag.
Men i og med at prognosen er som den er, kan jeg statistisk set nok forberede mig på endnu et par fødselsdage på UMAS.
Mit efterhånden andet hjem.
For mig er fødseldage knyttet til mad og socialt samvær.
Fødselaren bestemmer menuen.
Men nu ved jeg ikke længere, intet er længere som det var engang.
Jeg er syg, en skygge af migselv.
Jeg bliver trist og får en klump i maven,når jeg tænker på det... Ja, det skal jo også smage godt, hvis/når det ryger op igen, for det ved jeg jo, at en stor del af det jeg spiser gør.
Man kan ikke se det på skallen, men interiøret er ret busted.
En tåre trænger sig på og triller sagte ned af kinden.
Sur på mig-selv over at jeg ikke bare kan være taknemmelig for, at være her.
At jeg naivt holder fast i tanken om et surprise-party jeg inderst inde godt ved, aldrig komme til at ske.
Men uden håbet og drømmene blive det hele lige en tand for trist.
Husk at holde fast i de små glæder... Hver dag er en fest lige nu...
Hver dag en lille sejr, en hyldest til livet.
Jeg er glad for- og sætter pris på det jeg har, at der findes sondemad og næringsdrik, jeg havde aldrig forstillet mig det skulle være et livsvilkår for mig, men sådan er livet jo...
Soldaten i krig, har sikkert heller ikke drømt om et liv med proteser, men han, som jeg alligevel mistænker for at være taknemmelig, og alle de folk der lider rundt omkring, i dønningerne efter jordskælv, oversvømmelser og så videre, må tænkes at have et lille tvist af taknemmelighed for at være i live... Er jeg taknemmelig for at være her, uanset form og tilstand.
Sålænge hovedet fungerer er der håb.
I bund og grund er alle disse tanker, formentlig bare en lille brik i det store spils, forsøg på at overbevise sig selv om, at taknemmeligheden er gave nok i sig selv.
Hvem forsøger jeg at narre?
Jeg elsker overraskelser, gaver og at få lov til at bestemme hvad vi skal have at spise på min fødselsdag...
Uanset om jeg får lov til at beholde det eller ej.
Jeg elsker den blomst min datter har lavet i træsløjd til os. Familien.
Elsker min sneklædte have og evnen til at drikke et glas iskoldt vand.
Når man har skrabet bunden og ved at det stadig kan blive værre, så skal man nok bare læne sig tilbage og nyde det man har.
Som Swartzenegger engang sagde... Enjoy the ability to chew solid food.
Åh ja... i bund og grund, er tårene nok ikke triste allesammen, faktisk er de nok lidt glade.
Så op med hovedet tøs, tag en tudekiks, tør øjnene og smil...