2 måneder af mit liv.
1. maj 2010.Efter 2 måneders indlæggelse på Malmö sygehus kom jeg hjem i tirsdag.
Det er en lettelse at være hjemme, men samtidig et levende helvede.
Normalt forlader jeg i et vist omfang sygdommen på sygehuset når jeg tager hjem, denne her gang er det hele fulgt med.
Har det som var jeg fanget i en snekugle, der ustandseligt bliver rystet.
Hvis ikke jeg er er koplet på sondemaskinen, er jeg koplet på porthacathen, det vil sige næring via blodet.
Har lyst til at flå alle slanger ud, har det som jeg ikke kan være i min egen krop, og det er forfærdeligt.
Tårerne triller hele tiden.
Jeg kæmper for at acceptere, at vores sofa nu står på gaden, at vores stue er nedlagt, og at jeg nu sover der.
Smerter er værre end da jeg blev indlagt, for mange læger har været inde over og eksperimenteret med smertelindring, taget det virkede, sat uduelig medicin ind i stedet, og da jeg bad dem ændre det tilbage igen, fik jeg at vide at det nok var smartest at jeg snakkede med ham, der er min læge... jeg har fået en telefontid den 5. maj.
hvad fanden er det for et system.?
Jeg er så desillutioneret og tom inden i.
Normalt føler jeg mig stærkere når jeg kommer hjem fra hospitalet, denne gang føler jeg mig helt knækket.
Dietisten siger at man lige skal ramme bunden, så skal jeg nok tage på igen...
Troede ærlig talt at de 47 kg, jeg vejede da jeg blev udskrevet var bunden.
Da jeg blev indlagt med 3 forskellige bakterier i blodet og en hårsbredde fra at blive en af de 20.000 mennesker årligt, der får en sepsis på hospitalet, hvoraf 30-70% ikke overlever, funderede jeg nok mer end godt er.
Jeg ved, at jeg skal være taknemmelig for hver dag trækker vejret, men lige nu har jeg umådeligt svært ved at finde glæden, livslysten.
Jeg er da glad for at der findes næring jeg kan få via blodet, men jeg ville også gerne fejre valborgsaften, spise god mad, se bål ... se mine børn have det godt.
Ikke bare ligge udmattet i en seng og spekulere på, hvornår jeg kan tage en smertestillende tablet, så jeg overhovedet magter at rejse mig fra sengen.
Jeg er taknemmelig for at min familie holder ud, men jeg ved ikke hvor længe jeg gør det!
De små skridt jeg tager, de går godt nok i den forkerte retning.
Jeg ved at humøret går lidt op og ned, men jeg plejer at kunne samle mig selv op, den evne ligger ikke lige til højrebenet længere.
Jeg undrer om dagens sygevæsen inkluderer en eller anden form for palliativ vård, det virker sådan.
-og så undrer jeg mig over, at min krop har en sådan selvopholdelses drift, at når sygdom truer med at tage livet af mig, så kæmper jeg med næb og klør...
Tre gange er jeg blevet sendt til narkose, hvor den ansvarlige anæstesilæge har været glad for at jeg har gjort opmærksom på det stærke smertestillende plaster jeg har siddende på ryggen, for ellers var propofol-dosen formentlig blevet en anelse forkert...
En anelse forkert, hvad fan*** er det! En Lex Marie anmeldelse og et Ups!
Tja, der må jo være en mening med at jeg er her endnu, omend jeg har meget svært ved gennemskue den lige nu...
Jeg koncentrerer mig om at trække vejret, så håber jeg at der er nogen der på et eller andet tidspunkt kan forklare mig spillereglerne.