13.dagen mareridt eller...
25. november 2009.Først og fremmest tak til alle dem, der ved tankens kraft generer et spirende håb i en syg krop.
Nu er operationen vel overstået, eller så vel man nu kan synes efter 3 dages intensiv skrigning.
Prøvede at undertrkke kroppens behov for at give udtryk for sin smerte, men det gik da slet.
Det smertestillende jeg fik kunne bare ikke tage smerten, når den var som værst, i og med at jeg ikke har så mgt sul på kroppen var de bange for at kroppen ville glemme at trække vejret, hvis den blev bedøvet helt.
I mange år var vægten min fjende, og sørme om den ikke har stukket sit grimme ansigt frem igen.Jeg forsøgte at spore en tydelig en positiv opgang, der straks blev pillet fra hinanden af en vaks sygeplejerske, 'nae for aggregattet vejer ca 150 g,dit alt for store tøj 1,5 kg, så desværre fru wronski-petersen, du er gået back idag' 'damn'....
Smerte er selvfølgelig relativ men når man skriger af sine lungers fulde kraft, til trods for at man har et halvt vattæppe i munden,så er det sgu nok fordi man ikke er så frisk.
Lægen kom og trykkede på gerningsstedet, min peg-sonde; læs slange ud af maven-niftigt fastklistret med plaster.Slap af!
Aha..
Tror aldrig mine skuldrer forlod ørehøjde...
Gør det stadig ondt?
Bare når jeg trækker vejret svarede jeg.
Uh ha jamen det skal du! Vi har kæmpet alt for meget til at du ikke skal.
Skriiiig.
Fik dog argumentereret styrken / hastigheden på indtaget lidt ned, og Hans kunne jo godt se, at eftersom det var forbundet med et helvedes ubehag, så spillede det nok ikke den store rolle om det tog en dag mere eller mindre, jeg kan sagtens programmere pumpen hjemme.
Du undrer dig måske over at jeg har ork til at skrive... men den massive sedation, har gjort mig næsten smertefri, så nu må tankemylderet ud, så jeg ikke mister overblikket.
Imorgen skal de så lægge sidste del af slangen på plads, hvilket gøres på røngtenafdelingen, en procedure jeg er ret van ved... Desværre, efter nasal-sonde i næsten et år lærer man sig jo et og andet.
Men hans ord om, at det jo nok kommer til at gøre ondt ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal bruge til.
Rigtig mange gange i det her forløb har jeg haft lyst til at give op, men tanken om aldrig mere at skulle se glæden i mine elskedes øjne er mere end jeg kan kapere.
Jeg er ikke kommet så langt for at give op.
Men guderne skal vide,at hver dag er en kamp,og sådan som smerterne ser ud lige nu, bare en kamp for at klare den til imorgen.
Tristheden ligger som en tung kappe over mine skuldre.
Sonden føltes lettere tilgængelig da den sad i hovedhøjde, end nu hvor sidder den midt på maven, hvad borger det lige for fremtiden og alle mine ynglingskjoler?
Jeg ved ikke hvad fremtiden holder i vente.
Jeg føler mig priviligeret at jeg til trods for at min krop ikke rigtigt kan finde ud at optage næring, stadig kan drikke et glas iskoldt vand eller nyde en luksuschokolade.
At få en pose med kylling,ris og grøntsager pumpet ind i maven via sonde føles både mærkeligt og ulækkert,men jeg vil livet og hvis det er det her det kræver for at jeg kan få lov til at se mine børn blive ældre, så folder jeg mine små hænder og siger takSå må kuverten med den sidste vilje vente i skuffen lidt endnu..
Jeg fortsætter senere nu løb jeg tør for kræfter...og så begynder den murrende smerte at intensivere, snart virker det smertestillende ikke længere og jeg er uhyggelig bevidst om hvor alt i min krop sidder,tårerne triller mens jeg børster mine tænder og reder håret,jeg ligner migselv og så alligevel slet slet ikke...
En skygge af hende jeg var en gang...
Pas på jer selv og hinanden...
Grib livet og nyd det.
For imorgen er idag igår.
Knus Tina