Hmmm. socialrealisme og vink med vognstange.
30. oktober 2009.Dybt suk!
Så en meget rørende kommentar i går aftes, manden der ville dø, tror jeg den hed. Den ramte godt en nerve dybt indeni.
Må lige spole tilbage til dagens begyndelse, efter at have forsøgt at komme i kontakt med gastroafdelingen.Både mandag og tirsdag, og efterladt besked om at lægen skulle ringe i sidste uge...Jeg ved,at jeg ikke er den eneste patient, og sammenlægningen i Region Skåne gør det ikke nemmere for patienter og læger. Malmø og Lund slås om kapacitet, fagkundskab og økonomi...
Eftersom jeg ikke længere har sonden er det helt tydeligt for mig (og de nærmeste) at kroppen mangler næring.
Tårerne sidder løst i øjeblikket og uden at kunne forklare hvorfor overmander tristessen mig igen og igen.
Jeg havde aldrig troet at jeg, der stort set hele min barndom og et godt stykke ind i teenageårene kæmpede med vægten skulle kæmpe en kamp med selvsamme, men med modsat fortegn.
Jeg fryser ustandseligt og føler mig rent ud sagt afpillet, og selvom spejlbilledet ikke giver et sandfærdigt billede af mig,er jeg godt klar over at den er helt gal.
45 kg på en god dag,frygter at kroppen giver op uanset hvor meget jeg kæmper.
Damn nu tuder jeg igen.
Har været i syv sind om vaccinationen mod influenzaen, men efter en god snak med lægen er jeg stadigt ikke helt overbevist.
klicheagtigt gentager jeg for mig selv, valget mellem pest eller kolere.
En ting er den her kroniske tarmforbandelse, noget helt andet er en kraftigt svækket lever, som de ikke tør overlade til skæbnens lotteri... Så efter en lang snak om indlæggelse contra overvågning hjemme.
Fik jeg prikket.
Med PEG-sonden er ikke noget jeg ser frem til.Sonden i næsen var irriterende og i vejen, men værst af alt, det vil ikke længere blive der, og eftersom lysten til at flytte ind på hospitalet ikke er overvældende, er det min eneste mulighed i øjeblikket.
Uanset hvor meget jeg blender og moser og spiser småt og hele tiden tager den Møgtarm bare ikke næring til sig.
Det bringer mig tilbage til programmet igår aftes, dette meget livskræftende menneske, der havde fået dødsdommen, kæmpede bravt. Først med næsesonde og sidenhen med en PEG-sonde, der sidder direkte i maven, det var jo ikke lige et super glansbillede de fik fremstillet, det var lige 1 times socialrealisme og en bekræftelse af alt det jeg frygter.
Fuck noget lort. Pardon my french!
Igen det er jo fantastisk de kan, men jeg synes godt nok at jeg ved at løbe tør for kort på hånden.
Forsøger at holde humøret højt og fanen på gang, men skridtene ud af sengen bliver sværere og sværere.
Tankerne er mange, kaotiske, uoverskuelige omend iblandet de dyrebare små glimt af lykke.
Hvordan skal jeg blive ved med at finde styrken til kæmpe mod eller med de odds der er kastet på banen.
Jeg håber virkelig, at det der forchromede overblik snart kommer...
Jeg er glad for mit liv og bestemt ikke klar til at smide håndklædet i ringen, men ingen kender dagen før solen går ned. Så meget små fumlende skridt i noget der føles som den forkerte retning..
Jeg er da glad for at jeg ikke er bange for at spørge, men lige nu er spørgsmålene så mange, så overvældende, en del af dem ved jeg allerede svaret på, men håber i min infantile naivitet, at fakta kan ændres med et pennestrøg.
Nerverne sidder uden på tøjet, synes godt nok at det hele er en ommer lige nu.
Jeg vil have mit liv tilbage...
Så en ydmyg bøn fra en lille myre i tuen, stop op og nyd nuet,imorgen er idag igår!