Tango med døden
Den 1.februar 2011.Den 14. januar 2011 tog jeg ind for at få taget blodprøver, jeg var ikke på toppen og træt da jeg kom hjem.
Snart kom sønnike hjem fra skole og vi skulle præcis til at hygge os med en film, da telefonen ringede... de ja vue ... lavt kalium. Du er nødt til at komme ind.
Jeg spurgte, om jeg ikke bare kunne kigge ind om mandagen, men nej ... det var farligt for hjertet og så videre, så endnu en gang måtte jeg skuffe sønnen, for jeg kunne ikke koncentrere mig om ret meget ... så da tasken var pakket og manden kommet hjem, kørte vi ind på skadestuen og "tjekkede ind"...
Der var ikke plads på min sædvanlige afdeling, så det blev akva istedet, det var okay og de var vældig søde, omend det var en anelse øv, at skulle ligge på en 4 seng stue sammen med 3 ældre damer.
Men nu skulle jeg jo ikke være der så længe...
Søndag aften gik det galt igen, først kom kulderystelserne, og så om feberen, jeg rystede så jeg ikke kunne kontrollere mig egen krop.
-normalt plejer jeg selv at kravle ned og hente våde klude og lægge på panden, for at få feberen ned, men det her var anderledes ... og eftersom mit blodtryk var lavt, kørte de mig ud af stuen, alt ting gik så hurtigt.
Alt blev strippet af mig, og så blev jeg oversprøjtet med sprit, sådan lugtede det, men de var helt klart ude på at køle mig ned... det var hårdt ...
Situationen føltes så uvirkelig, og de spurgte om de måtte ringe og give min mand besked, jeg tænkte at han ville blive sur, hvis der skete noget og han ikke var der ... og derefter blev jeg kørt ned på ava, Akut vårds avdelingen... de overvågede mig nøje ... få at få blodtrykket op, lå jeg oppe med benene og ned ad med hovedet ...
Pludselig fik jeg svært ved at trække vejret ... og eftersom det bare synes at blive værre, sadgde de til sidst at de ville køre mig over på IVA, Intensiv vårdavdelingen, fordi min tilstand krævede at der var nogen der tilså mig hele tiden.
Skulle de ringe til min mand. Jeg kiggede på uret, klokken var 01.37, pokkers tænkte jeg, nu forstyrre jeg min mand, der skal på sygehuset med sine lunger imorgen, og samtidigt var jeg så bange, at jeg ville have ham der.
De var nødt til at lægge enArtärnål. Röd kork på artärkateter. Används till att se blodtryck och att ta blodprov ur. og et CVK, et centralt venekateter.
Som regel kan man nøjes med at blive lokalbedøvet, men i enkelte tilfælde er fuld bedøvelse nødvendig. Det er muligt at få beroligende og smertestillende medicin i forbindelse med indgrebet. Jeg var rigtig bange og gled ind og ud af bevidsthed mens de lagde CVK´et.
Lægen fører en blød, tynd plastslange (kateter) ind i en blodåre ved kravebenet og derfra videre frem til den store blodåre oven over hjertet. Lægen bruger ultralyd for at sikre sig, at kateteret ligger helt korrekt.
For at forhindre at kateteret forskubber sig eller bliver trukket ud, bliver det som regel syet fast til huden eller evt. holdt fast med en særlig forbinding. En vandtæt forbinding over kateteret sikrer, at der ikke trænger snavs ind. Mit kateter krævede 4-5 sting.
Jeg var hunderæd.
Både læge, sygeplejersker og min mand blev pakket godt ind og skulle bære maske inden de kom ind til mig, der gik lidt tid inden jeg fattede, at det var fordi de var bange for at jeg havde svineinfluenza.
Derefter var de bange for at jeg havde en lungeemboli, altså en blodprop i lungen.
Jeg tænkte hvorfor gør de ikke noget, operer eller noget ... røntgenapparater blev kørt ind til mig på stuen, og jeg blev CT-skannet nede på røntgenafdelingen. Jeg blev koplet af de mange maskiner så sengen kunne flyttes, og sygeplejersken tog en genoplivningsrygsæk på ryggen og jeg tænkte, ja ja, det behøver du da ikke at have med...
Turen ind i Ct-skanneren foregik som i en film, det var som det hele skete for en anden, og at jeg bare hang oppe under loftet og bevidnede det hele ...
De ville ligge mig ind på en anden stue, hvor der lå to andre patienter til observation for svineinfluenza, og jeg sagde, at det var en rigtig dårlig idé, for med mit held, ville jeg da nok få det hvis det ikke var det jeg havde ... så tamifluen jeg havde fået behøvede jeg ikke fortsætte med.
Men da vi kom tilbage var der kommet svar og det var ikke svineinfluensa, så jeg fik lov at blive liggende på min stue ...
Alting foregår som i et vakuum. Jeg er der og alligevel ikke.
De vasker mig og tager sig af mig, jeg synes det er så fornedrende at jeg ikke kan klare mig selv, men jeg kan intet gøre.
Jeg husker brudstykker, og mareridtsagtige drømme men jeg kan ikke skelne mandag fra tirsdag fra onsdag og torsdag eller fredag ...
Det viser sig efter en hjerteskanning at jeg heller ikke har lungeemboli, men meget væske i lungerne efter behandlingen for at få blodtrykket ned...
Valget mellem pest eller kolera synes atter spøge i kullissen...
Jeg er taknemmelig for deres behandling af mig, og da jeg fredag aften bliver kørt ned på min vanlige afdeling; Gastro ... er jeg lettere mistroisk.
Jeg er overrasket over hvor svag jeg er. Kan med nød og næppe klare turen ud til toilettet selv.
Jeg lever, jeg klarede min tango med døden.
De næste dage følger kampen for at blive frisk.
og efter en uge på afdelingen er jeg klar til at komme hjem, jeg synes selv jeg er flad og afkræftet, men lægerne siger at alle prøver er fine.
Jeg får lov at blive weekenden over, hvilket jeg fortryder for der sker ingenting. Jeg havde håbet at de ville give mig en optankning på Kabiven men ...
Mandag middag forlader jeg UMAS.
Tankerne kan slet ikke følge med...
Jeg er trist og alting synes tungt og besværet.
Vi får se hvad fremtiden bringer...
Tankerne kan slet ikke følge med...
Så vidt jeg kan forstå, har intensivafdelingen skrevet en form for dagbog, når man har ligget der i mere end 3 dage, og man bliver indkaldt til opfølgningssamtale efter ca. 2 mdr. måske kan det hjælpe med at udfylde nogle af de sorte huller der er.
Det er skræmmende, at have været så tæt på at miste alt, og efterfølgende virkede alt så håbløst, hvad er pointen med at kæmpe for at bygge muskler, lagre og alt muligt op, når det tager så få dage at pille alt fra hinanden, men som altid sagde min dejlige mand, de vise ord, du er jo nødt til at have ressourcerne til omgange som disse.
Og da alting var som værst erindrer jeg, at jeg sagde, at jeg ville give hvad som helst for at se mine børn vokse op og blive glade, hele mennesker, og hvis min fremtid var at sidde i en stol i hjørnet, så var det det, men jeg var ikke parat til, at det hele var overstået nu.
Jeg ved ikke, om jeg kan blive mere taknemmelig for livet end jeg allerede var og er.
Men hvis den fredfyldthed jeg oplevede i de dage er et løfte om, hvad som venter en gang, så frygter jeg ikke døden på samme måde som tidligere, men jeg forstår den stadig ikke, for hvordan kan alting fortsætte uden mig, og det er ikke ment som en ophøjelse af mit eget væsen eller værd, nej det er en naiv forespørgsel fra en hjerne der ikke kan fatte hvordan alting hænger sammen...
Jeg fatter det simpelthen ikke.
Men kampen fortsætter, næring, træning, mentalt og fysisk, for selv om jeg ikke ved hvad fremtiden bringer, så har jeg på fornemmelsen, at det ikke var mit sidste besøg på hospitalet...
Ydmygt folder jeg mine hænder og takker for alle de venlige tanker og brændende lys, de var et håb i mørket, et mørke, som jeg ikke magter alene.
det havde jeg ikke turdet sige for 20 år siden men man bliver heldigvis klogere, og jeg ikke længere bange for at erkende, at jeg behøver andre mennesker og engang imellem deres styrke.
Mennesket er et socialt væsen og vi behøver hinanden uanset hvor stærke vi end måtte syntes.
Og så sender jer alle en kærlig tanke og et håb at I alle må slippe for en lignende oplevelse og tage mine ord for gode varer, når jeg siger, at livet er kort, så tilgiv hinanden og glem, for alting kan ændre sig på ganske kort tid, og det er aldrig for sent at sige til folk at man holder af dem, og man kan formentlig aldrig sige det for meget...