Klarsyn
Tirsdag den 28.juni 2011.Efter et besøg hos min nye hjernevrider, vil jeg ikke sige, at min jeg er klar til at skippe den gamle, men jeg føler mig rustet til, at vore besøg bliver alt sjældnere.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke er rigtig glad, jeg kigger på min vidunderlige mand og føler mig, både nyforelsket og lykkelig helt ned i tæerne og når jeg så kigge på mine børn og bonusbørn, fyldes jeg men en blanding af stolthed, kærlighed og frygt for fremtiden.
Jeg burde være ekstatisk, jeg har alt man kan ønske sig ... og når jeg tænker rigtig godt efter, så er jeg lykkelig.
Og meget taknemmelig.
Så hvad er problemet...
Jeg føler mig priviligeret, over at have endnu et klogt menneske, at sparre min tanker med.
Hvorfor bliver man ved med at kæmpe, det hele synes så håbløst, jamen kære, det er håbløst. Allerede når vi bliver sat på jorden ved,vi at vi skal herfra igen, hvor og hvornår er der derimod ikke så mange der ved. Men skismet som er opstået i og med at lægevideskabet redder flere og flere, folk korrigerer små og store skønhedsfejl er, at vi narrer os selv til, at tro at vi skal og kan leve evigt... og det står ikke umiddelbart i kortene endnu.
Jeg har en ekstrem dårlig selvtillid, hvorfor har jeg ingen idé, om, men de senere år, har jeg i det mindste indset, at jeg har et problem, og at jeg kan gøre noget ved det...
At rent faktisk lytte til alle de oprigtige tanker og ytringer jeg får, som ind imellem og gemmer på regulære komplimenter.
Hvorfor er det vi kvinder ikke kan tage en god kompliment, men i stedet straks prøver at forklare, at nej sådan er slet ikke...
Se det havde dette magiske menneske, en god forklaring på, for hjernen er aldrig tilfreds.
Når den har noget og det er godt, vil den have noget endnu bedre.
Det ligger latent lurende i os...
Det er derfor vi søger bekræftelsen og en gang imellem sætter os selv op for at skulle mislykkes bare for, at vi kan drukne os i selv-ynk, med-ynk og al den anden ynk, der følger med territoriet...
Men nu forsøger jeg, at lære at tage imod komplimentet. For det var et kompliment, at denne mand, spurgte om, det var ok, at han refererede til mig og vores lille familie (anonymt) når han behandlede andre, for jeg havde virkelig givet ham noget. Den måde jeg takler min situation på. Og vores familie den måde, vi håndterer alting på. Han sagde, at nu var der jo kun en af hver person i livet for vi er unikke, men Mother Theresa havde da en værdig konkurrent. Ikke for at jeg skulle få storhedvanvid, for han kunne så absolut godt min rå skepsis.... men fordi han kan se hvor meget jeg ofrer for, at gøre andre godt og hvor hårdt jeg arbejder med det, at være menneske, at være taknemmelig, at leve og gøre godt, gøre en forskel.
Meget er jeg blevet kaldt gennem tiden, men dette var en ny en... men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke blev glad, og stolt.
Men efter en forklaring om, at min manglende solskinshumør, og hans forklaring om, at foruden det mentale stress kroppen har i og med, at jeg er kronisk syg, kan faktorer som manglende b-vitamin og d-vitamin og almindelig udmatning på grund af næringsbrist... virker det som om nogen af brikkerne falder på plads.
Så jeg vil nyde sommeren på bedste vis, nyde friheden ved at være hjemme og ikke på hospitalet.
Nyd livet, det er skrøbeligt.