Du kan måske vende det om til noget positivt, ved generelt at melde fra og så sige du måske kan komme 2 timer, hvis du har det godt lige på dagen. 

Folk har det faktisk med at acceptere og så bliver de glade, hvis du kommer. 
Ja de forstår det ikke, for de kender ikke din situation på egen krop og sådan er vi alle forskellige. 

Når vi lærer at acceptere vores egen situation, bliver vi bedre til at acceptere andre generelt og lader folk være dem de nu engang er i stedet for det vi forestiller os de er.

Når først de har kendt dig som du engang var så har de puttet dig i en kasse hvor du passer i. Det samme gør vi jo sådan set også med os selv, det er forbandet svært at acceptere at vi ikke længere magter, de vi kunne førhen og så passer vi ikke i den kasse vi har bygget til os selv.

Du skal måske lære at melde lidt klarere ud og bare sige at sådan er det nu en gang og det behøver jo ikke en berettigelse, for det er jo fakta for dig. 

Jeg har selv en tese, hvor jeg mener det tager tid, at lære sig selv sit nye begrænsede liv at kende på en måde så man efterlever sine begrænsninger, for hovedet tror jo godt man kan og så kommer man bare til at gøre det, uden at tænke over regningen, før det er for sent.

Din autohandling er, at selvfølgelig kan du deltage i familiesammenkomster, for det har du jo kunne førhen og det er jo ikke noget, som plejer at være for belastende for dig.

Det gør at du ubevidst både kæmper med dig selv og dine omgivelser, samtidig med du har smerterne.

Smerten er en gæst du ikke kan blive fri for, så du skal lære, hvordan, du kan have ham med til festen, på en måde, hvor han ikke laver mere ballade end du kan styre ham. 

Man kan også kalde det et tvangsægteskab, hvor du bliver gift med smerten og i er gift på godt og ondt indtil døden jer skiller. Det er ikke et let regnestykke at få til at gå op.

Jeg skriver personligt dagbog både ved gode og dårlige dage.
De gode dage, selvom der er langt imellem, er for mig med til at definere de dårlige.

En god dag for mig; kan være en dag hvor hvor jeg "bare" kaster op 3-4 gange istedet for de sædvanlige 8-10 gange:-) en dag hvor jeg selv kan rulle ud på toilettet, selv kan drikke lidt vand og måske kan komme lidt ud og måske har overskud til at lave mad.

Lever man med smerter kræver det seriøst at man vælger, hvor man vil ligge fokus.
Selv samler jeg på positive oplevelser.

Efter at have ligget < 7 måneder på hospitalet er alle dage, hvor jeg er hjemme positive/ "glade" dage.

Alt afhænger af brillerne, der ser.

Tror mange andre vil betakke sig for bare et par dage i mine sko. 
Jeg er et "produkt" af de prøvelser, jeg har været igennem.
Med den her "du har minder at se tilbage på idag"-funktion her på Facebook, læser jeg dagligt om mine to-tre og fire år gamle dagsoplevelser og jeg kan se, at jeg helbredsmæssigt stadig er i en møgstand, men jeg er blevet bedre til at fokusere på det gode, smertehelvedet er nøjagtig det samme, bortset fra at jeg nu er kørestolsbundet.

Det ved min omgangskreds, de behøver ikke at få mit personlige helbredskaos udpenslet hver og hver anden dag.

De bliver derimod glade for at høre om dagenes små sejre.

-at jeg i dag selv kunne drikke et glas vand, eller kople sondemaden på.

Jeg vælger, at tro at min glæde over disse små ting,som de fleste tager for givet;
-selv at komme i tøjet, at kunne give sine kære et knus, og så videre, er med til at de bliver bedre på at værdsætte livets små mirakler hver dag.