Når livet gør ondt.

31. august 2010 kl. 17:18

Jeg hader mine tårer... at jeg ikke kan være stærk.

Jeg hader alt, det jeg kan i dette øjeblik, mig selv, verden, sengen jeg er bundet til, medicinen jeg skal tage, alle de perfekte mennesker, med deres perfekte liv, og det faktum at jeg føle ting, som de fleste mennesker, skjuler for sig selv - fordi vi alle er blevet opfostrede til at elske, acceptere, forsøge at finde en udvej og undvige konflikter.

Jeg har hadet mit liv, fordi jeg har levet det uden at opdage alle de versioner af mig selv, der bor i mig, som er interessante, gale, nysgerrige, modige og frygtløse.

Jeg har hadet kærligheden, jeg har fået betingelsesløst- hvilket i sig selv kan virke absurd, i strid med naturlovene. Kærligheden som ikke bad om noget til gengæld, men som af en eller andet grund har fyldt mig med skyldfølelse, der har fået mig til at ville modsvare forventningerne, selv om det har indebåret personligt afsavn.

Var jeg ikke blevet syg havde jeg måske aldrig lært, at leve i nuet på samme måde som jeg gør nu.

Jeg havde ikke kunnet fyldes af taknemmelig for selv de mindste små glimt af lykke.

Vi er et produkt af vores handlinger, oplevelser, erfaringer, Jeg har altid sagt, at det der ikke slår ihjel, gør os stærkere... min mor har skældt mig ud for det, lige så længe jeg kan erindre.

Men faktum er, at vi til en vis grad selv vælger vores liv.

Hvordan definerer vi det?
Hvordan definerer vi rigdom, jeg synes jeg er et rigt menneske, selvom vi slås for at betale regningerne, så har vi hinanden, kærligheden ...Når alt kommer til alt, så er penge og materielle goder rare og have, men vi kan ikke tage det med os, hvorimod de små glimt af lykke, der giver os næring til sjælen er der aldrig nogen der kan tage fra os...

Det har været turbulente dage, men uanset hvor mange tårer jeg har grædt, skulle jeg aldrig have været foruden.De dårlige dage, hjælper mig med at definere de gode... tårerne definerer mine smil, og selvom der er langt imellem dem... smilene, så er de der, begravet i smerten, og jeg kan vælge at ignorere dem eller nyde dem til fulde...

Så lige nu vælger jeg livet, smerten til trods, og accepterer, ikke til fulde, men delvist, at sygdommen er min skæbne og at det er mit valg at få det bedste ud af det.

Så smil gennem tårer og smerte.En dag ad gangen, en time af gangen.