Frustration.

5. september 2009

Er hjemme på orlov.
splittet.
Taknemmelig over at være hjemme. -og meget trist over at ligge i sengen med sondeapperat og kunne ingenting.
Fik lavet en del da jeg kom hjem igår og det føles rart,Men prisen skal også betales.
En krop der er gul og blå, hey, nationalfarver, den var sgu ikke gået i Danmark...
Og ingen styrke.
Har taget morgenmedicinen,-mens de salte tårer løb ned ad kinderne... Skal resten af livet være sådan.?
Jeg er glad over at være til, men frustreret over at være så ukapabel eller inkapabel.
Ved at alternativet med en seng på Umas er ikke særligt opløftende, men tristheden over livets twist og drejninger og sgu en mærkelig størrelse.
Den nye medicin gør at kroppens evne til at danne benmarv påvirkes, derfor venter en lang periode med utallige blodprøver. Jeg er bange. Ved endnu ikke hvor lang tid jeg skal blive på sygehuset. talte med lægen igår, og hun sagde at det optimale ville en daghed a la dialyseafdelingen, hvor folk med min sygdom kunne komme ind og tanke brændsel på kroppen når nu den ikke er i stand til selv at optage tilrækkeligt med næring.
Men det findes ikke. Hun viste at det var hårdt at skulle erkende at man har en kronisk uhelbredelig sygdom. Og jeg veklser da også mellem fuldstændig accept og total fornægtelse.
Skal vænne mig til at resten af mit liv vil en rejse i tæt kontakt med hospitalet. Dels for at tanke vitaminer og mineraler op i form af drop, dels af at skulle have holdt min nye "stikkontakt" ved lige med en indsprøjtning hver 6. Uge.
På tv kører en direkte transmission fra holmens kirke. Amacing Grace, den skal også spilles til min begravelse... Argh hvorfor tænkte jeg nu på det igen...
Måske fordi livet er så skrøbeligt...
Ved at jeg skal nyde at være hjemme har ikke troet det ville være så svært. troede jeg kunne huske hvordan det var at være bundet til maskine, men sådan ngt glemmer man heldigvis.
Jeg er også bare et menneske af kød og blod,men hvorfor skal det være så svært?
Igår tænkte jeg på, at skulle der gud forbyde det ske mig ngt, så ville jeg tage herfra som et lykkeligt menneske; et menneske der har oplevet den største glæde på jorden som mor til 2 dejlige børn og 2 enestående bonusbørn. som hustru.
Stolt over at have taget min uddannelse som jurist, men også ked af en fornemmelse af aldrig rrigtig at slå til.
Kristians drømme har jeg knust fordi jeg er sådan et nittelod. Ikke en superkvinde, men en skrøbelig lille sag, der brækker sammen hele tiden.
Tanker i et mylder.
Store og små.
Tårerne løber ned af mine kinder, smerten føles uendelig og ulidelig.
Men nu er jeg her og kan ikke gøre noget ved den, andet end at bide den i mig.
har lyst at hive irritende slanger bort og bare forsvinde.
Hvorfor skal det være SÅ svært, og gøre så ondt?
Hvad er meningen med det hele?
Tankerne gør ondt.
Jeg synes at det urimeligt.
Må samle migselv op, der er ikke andre der kan.
Tiden er et tomrum, en smertefuld realisation af sandheden.
Vi er her på lånt tid, og hvor håbløst det end måtte synes, ved jeg at der grund til at tingene sker.
Stop op og nyd livets sødme.
Hvem ved vi ses måske igen !